Følg os hvis du gider

Pressemeddelelse

PRESSEMEDDELELSE                                                              

Butikskæden NORMAL indtager Holland

NORMAL, der sælger helt normale varer til helt unormale priser, er på bare 5 år vokset til en kæde med over 100 butikker i Skandinavien. Nu ekspanderer man til Holland, nærmere betegnet Utrecht.

Debut med butik i Utrecht

Den første hollandske NORMAL-butik slår dørene op i Hoog Catharijne, Utrecht d. 5. maj 2018. Og det er ikke tilfældigt, at man etablerer sig i Utrecht først. ”Både Hoog Catharijne og byen med dens spændende studiested er meget attraktivt for os, og et helt naturligt udgangspunkt for os i Holland”, siger Torben Mouritsen, adm. direktør i NORMAL.

”As the leading mall in The Netherlands Hoog Catharijne is very excited to welcome the first NORMAL store in the country”, siger Sarah Vehmeijer, Shopping Center Director Hoog Catharijne.

I den danske ledelse glæder man sig over mulighederne i Holland og ser frem til at prøve konceptet af uden for Skandinavien. ”Holland har stået højt på vores ønskeliste, da vi virkelig kunne se et potentiale i landet. De næste par måneder kommer til at gå med at få alt på plads med personale, lokaler og markedsføring”, siger Torben Mouritsen.

– ”Vi glæder os til at slå dørene op i Utrecht og introducere vores koncept for Holland. Hos NORMAL er du garanteret en god handel, og det er jeg overbevist om, at hollænderne også sætter pris på. Nogle vil måske allerede kende konceptet fra Danmark, Norge eller Sverige. For eksempel har vi talt med flere begejstrede hollændere, som har besøgt butikkerne i København”, fortæller Torben Mouritsen, adm. direktør i NORMAL.

Et koncept uden fordyrende mellemled

NORMAL adskiller sig fra andre detailhandelskæder ved at sælge helt normale varer til helt normale mennesker – bare billigere.

– ”Vi fører mærkevarer inden for husholdningsartikler, personlig pleje og en lang række basisvarer, som mange mennesker allerede kender og bruger på badeværelset, i køkkenet og til rengøring, fx L’Oreal, Gillette, Colgate og Ajax, men vi kan ofte sælge varerne 30-50 procent under markedsprisen”, forklarer Torben Mouritsen.

NORMAL er i stand til at konkurrere på markant lavere priser på mærkevarer, fordi butikskæden importerer varerne fra distributører overalt i EU. Man køber simpelthen dér, hvor det er billigst, og undgår derved fordyrende mellemled.

En sjov og spændende butiksoplevelse

NORMAL er dog meget mere end faste lave priser på dagligdagens mærkevarer. Det er også en anderledes og interessant butiksoplevelse med konstante nyheder. For eksempel kan man finde mærker, som man typisk kun ser i udlandet. Det kan være den sodavand, man kender fra amerikanske tv-serier, eller den chokoladebar, man fik smag for på sidste ferie.

– ”Vores mål er, at du som kunde får en unik oplevelse, hver gang du besøger vores butik. Derfor får vi udover det faste sortiment hele tiden nye varer hjem, som gør det spændende og sjovt at gå på opdagelse igen og igen”, fortsætter Torben Mouritsen.

NORMALs kommunikation adskiller sig også fra det, man typisk ser i detailhandlen. Frem for at fortælle forbrugerne, at de bliver noget helt særligt af at handle i NORMAL, spiller konceptet med reference til navnet på en humoristisk hyldest til det normale – for i sidste ende er det jo helt normalt at være normal.

Kæmpe åbningsfest i Hoog Catharijne

NORMAL åbner først på sommeren i Hoog Catharijne, Utrecht. Når man slår dørene op, bliver det til en kæmpe åbningsfest, som det har været tradition for til alle åbninger. Kunderne kan se frem til masser af goodiebags, konkurrencer samt ikke mindst verdens bedste hjemmelavede suppe.

– ”Vi glæder os til at give kunderne en rigtig god handleoplevelse, hvor de kan købe mærkevarer til faste lave priser. Til butiksåbninger i både Danmark, Norge og Sverige er det altid overvældede at få mange positive tilbagemeldinger fra glade kunder. Det bliver helt vildt spændende, at se hvordan hollænderne tager imod NORMAL-konceptet”, siger Torben Mouritsen.

Fakta:

  • NORMAL køber mærkevarer fra hele EU, der hvor varerne er billigst. 
  • Blandt varerne finder man personlige plejeprodukter, husholdningsprodukter, kosmetik, dyremad, skriveartikler, helsekost, drikkevarer mm. Udvalget omfatter mere end 2.500 varenumre. Man har altid et stort fast sortiment af varer og derudover suppleres der hele tiden med nye mærkevare produkter.
  • NORMAL åbnede sin første danske butik i april 2013.
  • I dag består kæden af mere end 100 butikker i Skandinavien
  • Kæden forventer at åbne flere butikker i Holland i de kommende år.
  • Bag NORMAL står blandt andet stifteren af den danske webshop wupti.com, Torben Mouritsen, og Bestseller ejer Anders Holch Povlsen
  • Følg med på NORMALs hollandske Facebookside for nærmere information om åbningsfesten: facebook.com/netherland
  • Besøg websitet på www.normal.nl

 

Kontakt:

For yderligere information kontakt venligst adm. direktør Torben Mouritsen på +45 40 41 32 52

Denne webside bruger cookies til statistiske formål. Læs mere om cookies.

OK